Fensmark , Holmegaard, Næstved kommune

Fensmark historie og miljø

Sidst opdateret 31-1-2014

Fensmarks historie set fra Ole Lang Petersen

Læs her Oles historie om, da han var dreng i Fensmark

Jeg er født i Fensmark, det er der vist ikke mange af byens indbyggere der kan prale med i dag. Men det ligger langt tilbage i tiden, så længe faktisk, at "mit Fensmark" var mere land end by. Det var midt i vinterens hjerte og det var koldt (har jeg fået fortalt), vistnok så koldt, at kaffekanden frøs i kakkelovnen....

Siden har jeg sat stor pris på et herligt vintervejr.

Når jeg tænker tilbage, dukker der erindringer frem af min støvede hukommelse. Det kan dog være svært at huske den kronologiske rækkefølge, så jeg vil fortælle dem lidt tilfældigt, men alle mine flashbacks har fundet sted midt i 50'erne. Onde tunger påstår, at jeg ikke kan huske i hvilket århundrede det var....

Mine forældre boede i Nykøbing F, men da min far skrantede med helbredet, gav lægen ham det råd at flytte til Sjælland, hvor der skulle være et mere tørt klima. Han havde på det tidspunkt fået ansættelse ved postvæsenet, og mon ikke det var årsagen til at det netop blev Fensmark? For han fik bevilget en forflytning til posthuset i Holme Olstrup, hvorfra han hver dag cyklede ud med breve og aviser fra 1949 og i de cirka ti år, vi boede dér.

De solgte det delvist arvede hus i Nykøbing og købte det nybyggede tofamilies hus på Kalkerupvej 6, nu hedder vejen Østerled. Som jeg husker det, var prisen dengang 6.500 kr.

Hér kom jeg altså til verden, formentlig i soveværelset, altså bag de to nederste vinduer til højre (se foto).

Udover jobbet som landpost skaffede mit fædrene ophav også til dagen og vejen som chauffør hos den lokale købmand Brøns Hansen, hvor han om eftermiddagen kørte rundt i varevognen. 

Hjemme husker jeg bedst min far når han søndag efter den varme middagsmad tog en slapper på sofaen med en cigar i munden og Giro 413 i radioen. Denne velduft af cigar og Vildandens Sang ud af det store radiomøbel var indbegrebet af hygge for mig.

Der blev også gjort andre krumspring for at få enderne til at nå sammen økonomisk. Man kunne dengang erhverve sig en lod i tørvene, og det var noget, mange deltog i. Hele familien drog ud til mosens tørveskær: Far, mor og tre børn, mig i barnevognen. Og i løbet af kort tid satte tørvejorden sine spor på alle medvirkende, og når mine brødre skulle "kigge" til mig, fik jeg også en anden kulør i løbet af dagen. Min far havde fortalt nogen, at han skulle deltage i denne brændselsfabrikation, og de anbefalede ham at ta' et reb med derned. Sikkert en god idé, sagde min far, hvis nogen skulle falde i vandet. Næ, fik han at vide - til at bære din røv i når du skal hjem!

Første gang jeg blev sendt til købmand på egen hånd, blev jeg udstyret med et indkøbsnet, hvori lå min mors pung med en afmålt del af husholdningspengene, plus en dosmerseddel.

Jeg nåede også helt hen til butikken, men hér svigtede modet mig! Jeg kiggede lidt på vinduerne, hvorefter retræten blev indledt, uden varer. Det var straks knap så farligt da min mor fulgte med, så tog jeg gerne turen én gang til.

Købmanden havde en søn, der var et par år ældre end mig, og vi tilbragte en del tid sammen, enten på hans velforsynede værelse eller ude i haven. Pudsigt nok, det jeg husker tydeligst, er et ovalt vindue, et såkaldt "okseøje", der var i den private afdeling af huset. Det har jeg endda genset mange år efter, da huset rummede Gourmet Restauranten, og vi skulle holde konfirmation for vores afkom (det er kun de rige der får arvinger). Det sad der endnu. Nu har både huset og den parklignende have måttet vige for fremskridtet og har lagt areal til et lavprismarked med tilhørende P-pladser.

Kalkerupvej var verden for mig. Den har nok ændret udseende et par gange siden billedet (Sommeren 1956) blev taget. Min mor og jeg er på vej hjem efter at have været hos bageren, så mon ikke det er taget på en søndag? Trods vejens "polske" udseende var det dog den vej, den lokale busrute kørte, når den skulle til Næstved. Der var vi inde to gange om året: Om sommeren foregik det på cykel, og i december, når der skulle købes julegaver, tog vi bussen derind. Det var rent slaraffeneventyr for en lille dreng fra landet: Lys overalt, selv i granguirlanderne, der hang hen over gaden med en stjerne i midten. Og ikke mindst legetøjsbutikkerne!

Vi delte os i to hold, to forældre og tre børn, og så skulle der købes gaver til dem der var i det andet hold. Jeg husker at jeg stod med min far i London Magasinet og ventede på at blive ekspederet. Der kom en nissepige ind i forretningen for at dele balloner ud, og jeg takkede pænt nej. En lille frygt lurede overfor denne oppustede ballon - og med god grund, skulle de vise sig. Far sagde at jeg godt kunne tage imod en ballon af pigen, han troede vel at det var af ren beskedenhed. Så jeg fik altså en - og havde den i 10 sekunder, hvorefter den sagde BANG! Jeg stod tilbage med den kobbertråd den havde været monteret på, en langt stykke tråd med en rundsnoet afslutning, og det gav mig en fortræffelig ide, som jeg straks indviede min far i: "Nu kan jeg bruge den til lysestage!" Den var jo næsten identisk med dem der sad på juletræet. Det har jeg hørt for i mange år efter....

Vi er tilbage i de tider, hvor der var noget der hed lommebøger. Sådan en lille bog med kalender og praktiske oplysninger om vekselkurser, afstande imellem Århus og Ribe og den slags. Og da de blev distribueret via postvæsenet havde far lommebøger med hjem til både sig selv og os tre børn. Man kunne skrive ting i den, så det var et praktisk instrument at indføre sin fødselsdag i, hvis man nu skulle glemme det...

Jeg havde også medbragt den, da jeg en dag på min trehjulede drog ud i verden. Da jeg nåede bageren på Holmegårdsvej (den har vist ikke rykket sig en tomme siden dengang), kunne jeg tage lommebogen frem og slå op på det farvelagte Danmarkskort og på denne måde konstatere, at jeg bare skulle vende den trehjulede og køre hjem ad samme vej som jeg var kommet af. Ja, ordet navigator eksisterede vel ikke engang i 50'erne.

Da jeg scannede billedet, stod der på bagsiden "Første skoledag april 1958". Og så må det stå til troende. Skoleåret var ifølge min støvede hukommelse også anderledes i Fensmark i forhold til Næstved, hvor jeg senere fortsatte i 1. klasse. Den første dag blev jeg fulgt på vej til skolen, derefter var det på egen hånd.

Om jeg kunne li' at gå i skole? Jeg kan jo svare som Victor Borge. Da han som dreng blev spurgt om det samme, svarede han: "Jeg kan bedre li' at gå hjem!"

Jeg var jo den mindste i en søskendeflok på tre, så når mine ældre brødre læste lektier ved spisebordet, var jeg en ivrig tilskuer, der så til fra den modsatte side af bordet.

Det gav mig nogle forudsætninger for at læse og - delvist - skrive, og mine iagttagelser fra den anden side af bordet gjorde mig i stand til at læse en bog på hovedet. Det kan jeg stadig.

Så mens vi skulle lære alfabetet og de første ord på to-tre bogstaver, kedede jeg mig gudsjammerligt. Det hjalp dog da de gav mig en bog at læse i mens de andre lærte de mere basale ting.

Overfor os på Kalkerupvej boede en familie, hvor manden i huset tjente til brødet ved at lave forskellige handler. Min far gik ham somme tider til hånde, og en dag skulle han afhente en Ford T, der stod et sted i en lade. Jeg kom med på ekspeditionen, og mens de andre var imponerede over at den startede ved første drej på håndsvinget, var jeg mere benovet over, at den var udstyret med gardiner og en lille vase med kunstige blomster. Det var vistnok min første køretur i bil.

I 1959 pakkede vi og forlod Fensmark. Far havde fået job på posthuset i Næstved, og storbyen lokkede med sine spændende forretninger og store udvalg. Det blev jo heller ikke ringere af at vi skulle bo på Skyttemarksvej, vejen ud til kasernen, så der var masser af soldater og militære køretøjer at kigge på. Det er osse historie nu.

Men Fensmark havde sat sit præg på mig. Dengang havde vi fra huset på Kalkerupvej udsigt helt ned til Holmegård og til mosen, og den dag i dag har jeg det bedst med de åbne vidder omkring mig. Godt nok er det blevet en dårlig vane at bo i Næstved, men lige så tit det kan lade sig gøre, er jeg at finde dérude hvor man kan trække vejret frit.

Fensmark har ændret sig igennem årene, og selvom den ikke længere er den samme, kommer jeg der med jævne mellemrum, da skæbnen har maget det sådan, at en gren af familien har slået sig ned på det, der i min barndom var åbne arealer.

Jeg har også genset mit fødehjem. Da jeg var dreng, var der tale om et kæmpe hus med plads til to familier. Nu virker det som om det er krøbet i størrelse. Har det noget med jeres regnvand at gøre...??

Ole Lang Petersen 

FENSMARK NET

Har du også en historie fra Fensmark og omegn, så gør som Ole, send den til redaktion@fensmark.net, vi bringer den gerne. Vi vil gerne være med til at formidle Fensmarks historie, men det kræver hjælp fra lokale med en god indsigt og hukommelse, derfor modtager vi meget gerne indlæg, med og uden foto, som vi kan bringe videre på disse sider. Har du en historie men mangler en fotograf, så kan vi måske hjælpes ad.

skriv til    redaktion@fensmark.net  

 

© JABO 2009